Den 22. september 1862 undfangede kong William I på Babelsberg Palace nær Potsdam Otto von Bismarck, der havde hastet fra Paris. Han skulle hjælpe med at løse en konflikt, der havde ulmet siden 1860 mellem regeringen og parlamentets underhus (Repræsentanternes Hus) om modernisering af de væbnede styrker. I tilfælde af et regeringsnederlag overvejede kongen endda at abdicere. Bismarck erklærede sig som en "loyal vasal af vælgerne i Brandenburg" parat til at presse hærreformen igennem, om nødvendigt endda imod flertallet af Repræsentanternes Hus. Wilhelm I, som stadig var usikker på Bismarcks person, men ikke havde noget alternativt personale, gjorde ham til midlertidig chef for statsministeriet dagen efter.

konfliktminister

Den nye regeringsleder så til at begynde med villig til at gå på kompromis med de liberale: I sin "jern og blod"-tale af 30. september 1862 tilbød han dem et partnerskab i løsningen af ​​det "nationale spørgsmål". Til gengæld krævede han godkendelse af de nødvendige budgetmidler til hærreformen. Men de liberale misfortolkede tilbuddet som en trussel om indenlandsk tyranni og krigerisk politik udadtil, og afviste decideret Bismarcks tilbud. Kun få dage senere, den 8. oktober, foretog Wilhelm I sin endelige udnævnelse til premierminister og udenrigsminister.

Mod modstanden fra det liberale flertal i Repræsentanternes Hus gennemførte Bismarck hærreformen og begrundede dette med en tvivlsom fortolkning af den preussiske forfatning. Da det ikke sørgede for manglende enighed mellem regeringen og delstatsparlamentet i lovgivningsprocessen, mente han, at han kunne bruge dette "hul" til at presse sit regeringsprogram igennem uden samtykke fra de deputerede, fordi "statslivet" kunne "ikke stå stille et øjeblik", som Bismarck gjorde i januar Erklærede i parlamentet i 1863. Efter at alle forsøg på kompromis mislykkedes, regerede han i årene, der fulgte, uden et budget godkendt af delstatens parlament. Den militære konflikt udviklede sig således til en forfatningskrise, der begrænsede Bismarcks indenrigspolitiske råderum. I maj 1863 førte han derfor sammen med lederen af ​​"General German Workers Association" (ADAV) Ferdinand Lasalle Taler om anti-liberale gerichfortsat samarbejde mellem regeringen og arbejderbevægelsen. Denne idé blev dog til ingenting og kunne ikke tages op igen senere – Lassalle døde den 31. august 1864 som følge af en duel.

 Ferdinand Lasalle (© Otto-von-Bismarck-Stiftung)

Trods regeringens og de liberales skarpe modstand i spørgsmålet om hærreform mødte Bismarck modstanden såvel på det økonomiske område som med hensyn til løsningen af ​​det "nationale spørgsmål". Den liberale og nationale bevægelse i Tyskland havde vokset sig stærkere i slutningen af ​​1850'erne, og Bismarck tog de væsentlige krav fra den nationale bevægelse op. Han var dog mindre optaget af Tysklands samling end af at konsolidere Preussens magtposition i Nordtyskland og fjerne Østrigs dominans i Det Tyske Forbund. I begyndelsen og i efteråret 1863 lykkedes det ham at forpurre to af Østrigs tyske politiske initiativer. Han sikrede også Ruslands fremtidige goodwill for Preussen ved at godkende undertrykkelsen af ​​et oprør i det russiske Polen. I en hemmelig aftale af 8. februar 1863 (Alvensleben-konventionen) lovede regeringerne i Berlin og St. Petersborg hinanden militær støtte i kampen mod polske oprørere.

Samme år gik den i stykker lange ulmende konflikt med Danmark om hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg nord for Elben. Disse var forbundet i personlig forening med den danske krone. London-protokollen fra 1851 forbød ensidige ændringer af eksisterende juridiske forhold. Danmark søgte dog Slesvigs indlemmelse ved hjælp af en ny statsforfatning. De diplomatiske stridigheder om dette spørgsmål førte til den tysk-danske krig i 1864. Efter Danmarks militære nederlag blev hertugdømmerne – som Bismarck allerede havde overvejet at annektere til Preussen – sat under Østrigs og Preussens fælles administration. Begge magter havde arbejdet sammen i kampen mod Danmark og blev i Gastein-konventionen af ​​14. august 1865 enige om nu at udøve administrationen hver for sig. Samtidig købte Preussen Lauenburg, som var blevet administreret af Østrig ved siden af ​​Holsten. Den 15. september 1865 blev Bismarck gjort til arvelig jarl som en belønning for sine præstationer.

Trods den fælles aktion mod Danmark blev den preussisk-østrigske konflikt om overherredømmet i Det Tyske Forbund ikke løst. Bestræbelserne på at finde en fredelig løsning mislykkedes, fordi Østrig holdt fast i sit krav om lederskab, og Preussen insisterede på lighed.

Eleven accepterede Bismarcks anti-østrigske og anti-liberale politik Ferdinand Cohen Blind den 7. maj 1866 i Berlin i anledning af ham snigmord at begå. Den preussiske premierminister overlevede uskadt.

 Konkurrencen mellem Preussen og Østrig i det tyske forbund optog i mange år politik og offentlighed. Karikaturen viser en alt for pragmatisk løsning på fordelingen af ​​formandskabet i det tyske forbund; fra: Munich punch. Et humoristisk originalt ark af ME Schleich, bind 17, nr. 7, 14. februar 1864

Konflikten om overherredømmet i Tyskland blev endelig afgjort til Preussens favør i "Frater's War" i 1866. Som følge af freden i Prag den 23. august 1866 annekterede Preussen kongeriget Hannover samt vælgerne i Hessen (-Kassel), hertugdømmet Nassau og fristaden Frankfurt. Hertugdømmerne Slesvig og Holsten faldt også til Preussen i 1867 som den nye provins Slesvig-Holsten. Det gik dog med til at respektere hovedlinjen for at dæmpe Frankrigs mistillid. Østrig accepterede derimod opløsningen af ​​det tyske forbund og omorganiseringen af ​​Tyskland nord for Main.

Som et resultat af de to sejrrige kampagner og den nye etablering af en nordtysk forbundsstat under preussisk ledelse, lettede den interne politiske krise i Preussen. Mens de gamle konservative kræfter vendte ryggen til Bismarck, fordi de anså ham for revolutionær, anerkendte tidligere kritikere af Bismarck fra de liberales rækker regeringens udenrigspolitiske og militære resultater og signalerede deres støtte til premierministerens kurs.

Den 3. september 1866 godkendte Repræsentanternes Hus med tilbagevirkende kraft statsbudgetterne og militærudgifterne siden 1862. Samtidig modtog kabinettet den krævede godtgørelse (immunitet mod straf), hvilket betyder, at det ikke behøvede at påtage sig noget juridisk ansvar for sine forfatningsstridige handlinger i de seneste år. Til gengæld lovede regeringen fremover at respektere folketingets budgetlov. Dette kompromis afsluttede den konstitutionelle krise i Preussen. I sidste ende lykkedes det Bismarck i det mindste at bremse parlamentariseringen af ​​styresystemet, mens de liberale håbede på at kunne reformere det ved at arbejde sammen med regeringen.

 Den preussiske stat, staterne i det nordtyske forbund og de øvrige toldunionsstater. Stålstik med farvede kanter af W. Kartz og F. Kern efter model af Heinrich Johann Samuel Kiepert og Adolf Gräf, omkring 1870 (© Otto-von-Bismarck-Stiftung)

Under en ferie i Putbus på øen Rügen i begyndelsen af ​​oktober 1866 opstillede Bismarck grundridset til forfatningen for en nordtysk forbundsstat. Den 1. juli 1867 grundlagde Preussen det nordtyske forbund med de andre stater nord for Main, og kong Wilhelm I udnævnte ham til kansler den 14. juli. Den foregående måned havde han erhvervet godset Varzin i det østlige Pommern med midler, som var blevet bevilget ham af delstatsparlamentet den 23. april 1867 som anerkendelse af hans fortjenester.

Preussen besatte omkring fire femtedele af territoriet og 80 procent af befolkningen i de 22 medlemslande med næsten 30 millioner indbyggere i det nordtyske forbund. Set fra den nationale bevægelses synspunkt bør denne hurtigst muligt fusionere med de sydtyske delstater Bayern, Württemberg og Baden. For Bismarck derimod var løsningen på det tyske spørgsmål stadig langt væk: "Hvis Tyskland når sit mål i det 19. århundrede," hævdede han forsigtigt i 1868, "synes det mig stort, og hvis det var om ti eller endda fem år ville det være noget ekstraordinært.”

 Otto von Bismarcks visitkort som kansler for det nordtyske forbund (© Otto-von-Bismarck-Stiftung)

Bismarck anså aldrig tysk enhed for at være en sag, der stod hans hjerte nær, og han fik den ikke til på en planlagt måde. Fra hans synspunkt skulle den samlingsproces, der allerede var iværksat, fortsat styres af staten og regeringen og udformes så "Europa-kompatibel" som muligt. Især Frankrig skulle placeres. Sidstnævnte så imidlertid sin rolle som den ledende magt i Europa i så stor fare af den preussiske stræben efter overherredømme, at den erklærede krig mod Preussen i juli 1870 efter diplomatiske stridigheder om spørgsmålet om den spanske trone. Seks uger senere var Kaiser Napoleon III besejret og væltet. Men søgen efter en vej ud af krigen varede otte måneder. Bismarcks krav om afståelse af Alsace og Lorraine forhindrede i første omgang en hurtig fredsaftale, men lettede hans forhandlinger med de sydtyske stater om dannelsen af ​​et tysk imperium, som formelt blev til den 1. januar 1871. Få dage senere, den 18. januar, udråbte de tyske fyrster kong Wilhelm I af Preussen til tysk kejser i spejlsalen på Versailles-slottet. Den 10. maj underskrev Bismarck og den franske udenrigsminister Jules Favre freden i Frankfurt.

 Med denne pen underskrev Otto von Bismarck fredsaftalen med Frankrig den 10. maj 1871. Han havde modtaget det som en gave fra Pforzheim-juveleren Bissinger i slutningen af ​​oktober 1870. (© Otto-von-Bismarck-Stiftung / Fotograf: Michael Zapf)