Grundlæggelsen af ​​det tyske rige skete med bred tilslutning fra befolkningen. Men ikke alle tyskere brød ud i et vanvid af glæde. Nogle kunne ikke lide, at det tyske spørgsmål var blevet besvaret i Kleindeutsch og med centrale statslige institutioner. Andre kritiserede de anvendte militære midler. Mange anså også det politiske system for at være utilstrækkeligt, hvilket afspejles i en appel fra den liberale politiker fra Offenburg Carl Eckhart reflekteret. Man skulle "over tid for det nu forenede Tyskland opnå, hvad der giver vort samlingsarbejde den endelige og højeste indvielse - en sund udvikling af hele den tyske stats konstitutionelle liv."

Det tyske riges konstitutionelle orden

Opfyldelsen af ​​Eckhards ønske virkede slet ikke urealistisk. Fordi de iøjnefaldende tendenser til konservativ vedholdenhed stod i kontrast til bemærkelsesværdige elementer af forandring. Et blik på den kejserlige forfatning gør dette klart: Imperiet var et konstitutionelt og føderalt monarki, hvor fyrsterne udøvede den øverste statsautoritet. Kejseren fungerede som forbundspræsident sammen med forbundsrådet. En rigskansler, der var ansvarlig for ham alene, ledede statens anliggender.

Forbundsrådet var også bærer af den udøvende magt og en del af den lovgivende magt. I overensstemmelse med sin størrelse og magt havde Preussen tydeligvis overtaget. Samtidig gav det føderale system de andre stater et stort spillerum til at hævde deres politiske interesser. Fyrsterne skulle også overveje den anden lovgivende myndighed, Rigsdagen. Hans styrke byggede ikke mindst på, at han repræsenterede folket. Fordi suppleanterne blev bestemt ved almindelig, ligelig, direkte og hemmelig afstemning. Alle mænd over 25 år var stemmeberettigede. Forbundsrådet og rigskansleren kunne ikke regere uden Rigsdagens samtykke. Alle love, især det årlige budget, skulle godkendes af ham.

Gennem magtadskillelse, gennem almindelig valgret, som er en "fundamental politisering" (Hans Peter Ullmann) af befolkningen, og på grund af de grundlæggende rettigheder, der findes i statsforfatningerne, var imperiet ikke en rent autoritær stat. Men det kan ikke kaldes et parlamentarisk monarki. Forfatningsordenen rummede dog givetvis muligheder for videreudvikling hen imod et parlamentarisk system.

 

I de første år efter Rigets grundlæggelse arbejdede Bismarck på det parlamentariske plan primært med de nationalliberale. Med deres samtykke kunne et væld af grundlæggende reformer vedtages: handelsloven, en ensartet straffelov, en ny selskabslov, indførelse af en fælles valuta og landsdækkende vægte og mål. Ledelsen lå i høj grad hos præsidenten for rigskancelliet Rudolf Delbrueck. Bismarck blandede sig sjældent i de lovgivningsmæssige processer. Han støttede dog resolut den liberale økonomiske politik, fordi den for ham var forudsætningen for økonomisk fremgang og dermed politisk stabilitet. Også i Kulturkampf samarbejdede begge sider næsten problemfrit.

Set fra de nationalliberales synspunkt gav de opnåede succeser håb om, at det tyske riges "enhed" snart ville blive efterfulgt af "frihed". Men disse drømme blev knust, da liberale ideer blev miskrediteret som følge af den "store depression" i 1873. Med den globale økonomiske krise kom riget i finansielle og økonomiske vanskeligheder. Selvom der, med undtagelse af landbrugssektoren, indtrådte et vist opsving fra slutningen af ​​1870'erne, brød den konsensus om de hidtil gældende økonomiske og sociopolitiske principper i stigende grad sammen.

 Med mærket fik Tyskland den 1. januar 1876 en fælles valuta.
Fem mark mønt (© Otto-von-Bismarck-Stiftung)

Da de liberale mistede deres centrale parlamentariske position ved rigsdagsvalget i 1878, syntes det fra Bismarcks perspektiv ikke længere muligt at give liberale svar på centrale politiske spørgsmål. Han søgte derfor tilflugt i et grundlæggende retningsskifte i indenrigspolitikken og afsluttede dermed den liberale æra af hans kanslerembede. Som følge heraf blev frihandel erstattet af et bredt system af beskyttende tariffer, Kulturkampf blev svækket, og den socialistiske lov blev håndhævet. Dette dybe vendepunkt i imperiets historie skuffede de liberale alvorligt, eftersom samarbejdet med monarkiet ikke havde bragt dem tættere på de borgerlige frihedsrettigheder, de havde længtes efter.

Men Bismarck var ikke kun optaget af en ændring fra en liberal til en konservativ politik; stræben efter nye skatteindtægter til imperiet gjorde det klart, at han også havde til hensigt at styrke de kejserlige institutioner med ændringen i indenrigspolitikken.

 Ved rattet, karikatur, fra: Kladderadatsch, 1879. Bismarcks samarbejde med de liberale skulle ikke holde, billedteksten til billedet siger pragmatisk: "Den liberale talte til de to andre: Bliv ikke for arrogant! Så snart vinden skifter, er jeg oppe igen." (Public domain)